Balcony gardening

Broccoli, gamle tomater og et uskønt arrangement af sidste års tomatplanter.

Broccoli, gamle tomater og et uskønt arrangement af sidste års tomatplanter.

For en del år siden flyttede vi til en nyrenoveret lejlighed og blev i samme ombæring de glade (l)ejere af en STOR altan. I vores tidligere lejlighed havde vi en lukket altan. Her eksperimenterede jeg med at importere krydderurte fra svigerforældrenes have i jylland. Det gik egentlig ok, så længe de fik rigeligt med vand. Men efter en uges ferie væk fra København, var urterne knastørre. Jeg købte også en gang et par chiliplanter hos Camilla Plum, men de fik lynhurtigt lus af at stå på den indendørs altan.

Derfor var glæden ved den nye altan stor. En verden af muligheder åbnede sig. Det første år vi boede her, dyrkede jeg tomater med stor succes. Faktisk var vi selvforsynende med tomater en hel sommer og det meste af efteråret. Jeg havde også sået en del krydderurter. Nogle med mere succes end andre. Kørvel var blevet en vældig hip urt, så den måtte jeg naturligvis have på altanen. Den voksede også op og blev stor og flot. Jeg værdsatte den desværre ikke så meget, som den kunne have fortjent, og da jeg ikke spiste af den, visnede den og faldt sammen. Til gengæld havde jeg stor succes med thaibasilikum og koriander.

Forrige års tomathøst og kæmpestor kørvel.

Forrige års tomathøst og kæmpestor kørvel.

Efter den sommer fik jeg blod på tanden. Jeg havde fået Signe Wennebergs altanbog i gave og var meget inspireret. Jeg elsker kål og tænkte, at kål jo passer som fod i hose til vores skandinaviske klima. Så jeg plantede en masse broccolifrø, hvoraf ca. 20 blev til planter. Jeg havde ikke plads til dem alle, men nænnede på den anden side heller ikke at smide nogle af dem ud. Resultatet blev, at jeg plantede dem alle ud, og at de fik alt alt alt for lidt plads og dermed ikke kunne gro sig store. De fleste af dem blev til minibroccoli, der gik i blomst. Dog har jeg stadig et par minibroccolier tilbage, som jeg tænker vi snart skal smage på. Men jeg tror ikke, jeg planter flere broccoli før vi engang (måske) får en have.

Idag har jeg stået og pillet kerne ud af de sidste sørgerlige tomater fra sidste år. Jeg vil snart prøve at så dem, forhåbentlig med ligeså meget succes som vores første år med den store altan.

What??

Svalehaleponcho fra Kastaniestrik voldede mig lidt problemer. Nu er vi dog gode venner igen.

Svalehaleponcho fra Kastaniestrik voldede mig lidt problemer. Nu er vi dog gode venner igen.

Jeg er gået i gang med at strikke en svalehaleponcho fra Kastaniestrik. Jeg har aldrig strikket noget fra Kastaniestrik før, måske fordi designsne ikke er så moderne. Strikkekittet her har jeg fået i gave, og jeg er ret vild med mønsteret, det fine boblede “fjerlag” og den brede rib med drejede retmasker. Garnet er shetlandsk uld og temmelig kradst. Jeg er sikker på den bliver rigtig dejlig varm, men jeg er til gengæld også sikker på, at den kommer til at kradse som ind i h….

Jeg er i skrivende stund ikke nået så langt, og jeg synes det er gået godt med den tynde tråd, de små pinde og de mange masker. Men kender I det, når man læser en angivning i en opskrift og tænker “what?”, “ja, men hvordan?” eller “ja, det forstår jeg godt, men det giver ingen mening i forhold til opskriften” og så googler man løs, for at finde en mening med galskaben?

Det er netop sådan et punkt, jeg nåede til med svalehale ponchoen for et par dage siden.

Jeg blev sur og træt, og så kom den ellers i skammekrogen et par dage. Jeg har en tendens til at smide mine strikkeprojekter i skammekrogen, hvis ikke de opfører sig ordenligt. Har fx et projekt, som jeg gik i gang med for ca. 7 år siden, som dags dato stadig er i skammekrogen. Jeg tænker dog snart at tage det til nåde og skrive et indlæg om det.

Jeg havde naturligvis et andet strikkeprojekt, jeg kunne kaste mig over, nemlig Dottegenseren fra Pickles Oslo. Mere om det i et senere indlæg. Men så begyndte jeg alligevel at savne svalehalemønsteret og gav det en chance til.

Og nu har jeg luret mønsteret. Det krævede lige en nærgennemgang af billeder på google og et nærstudie af opskriften, så gav det mening igen. Heldigvis.

En perlerække

Blød perleradgenser fra Pickles Oslo

Blød perleradgenser fra Pickles Oslo

Jeg er ret vild med Pickles Oslo. De laver så mange fine modeller, der er dejligt nemme at strikke. Deres garn er lækkert og i flotte farver, og så har de ofte udsalg og ugentlige tilbud. Jeg synes konceptet er ret godt og de er rigtig gode til markedsføre dem selv, hvilket de mere oldschool strikdesignere godt kunne lære noget af. Fx bruger medarbejderne i shoppen #picklesstaf på Instagram. Her viser deres egne versioner af picklesmodellerne ligesom man kan få glimt af modeller og garner.

Jeg hopper i hvert fald i med begge ben ofte hos Pickles Oslo.

Først var der høstjakken, som jeg bare måtte strikke og eje. Men det var ikke nok. Da jeg så opskriften også fandtes til børn, var der ingen vej udenom et mor-datter- outfit.

Så var der kittet til dottegenseren i summerwool, som stadig ligger på min hylde og venter på at blive strikket.

Og her for nogle måneder siden lancerede de så perleradgenseren. Jeg spottede den på Facebook. Den var vist oven i købet til en god pris, så jeg tøvede ikke et sekund med at putte den i kurven og trykke køb.

Det var faktisk først, da jeg modtog kittet, at jeg blev lidt i tvivl om det nu overhovedet var mig. For det første er der garnet. Det består af baby alpaca og extra fine merino og det er jo spitze, MEN det indeholder også hele 22 % polyamide og jeg er ikke vild med kunststoffer, slet ikke. Jeg bliver klam og svedig af at have tøj på med en syntetisk procent højere end 10. Så øv, men nu giver jeg det lige en chance. Garnet er nemlig ekstremt blødt og varmer rigtig godt.

Så er der modellen. Den er ret flot og let elegant af en striktrøje at være, men den er kort. Meget kort. Hvilket er vældig flot til en med flad mave og højtaljede bukser. Jeg synes, den er for kort til mig, og jeg strikkede den endda nogle centimeter længere end hvad der stod i opskriften.

Så altså, en meget fin model og blødt garn. Bare ikke lige mig.